Weekend på Bollegaard
I anledning af mors fødselsdag var hele familien på weekendophold på Bollegaard, der ligger tæt på mors fødeegn. Det er et dejligt hus, hvor de laver noget dejligt mad. Selvom huset er stort havde vi det for os selv og vi anvendte også alle 7 soverum. Et godt hus med en god stemning til en familie-komsammen.
Om lørdagen var vi på rundtur på mors fødeegn. Så kirken, skolen og hvor hun havde boet. Det sidste sted, hvor hun havde boet, var det der interesserede mig mest, idet jeg husker denne gård fra min barndom. Se nedenfor og se dette kort og Google Maps:
Vis stort kort
Min søster og jeg gik her rundt og huskede tilbage. Det meste er stadigt præcist som dengang. Blot er det sjovt at se det, jeg dengang så som en stor have, nu er så lille bitte. Jeg har medtaget et billede af vandpumpen, da det dengang var der man fik sit vand. Der var ingen elektricitet. Lyset var gas og maden blev lavet på brændekomfur.
På kortet kan man se marken bagved, hvor de havde en ko eller to gående i tøjer. Over marken har vi jernbanen, som jeg også husker. Over den igen kommer vi ned til fjorden, hvor min bedstefar havde en fladbundet klinkbygget træjolle liggende. Denne roede han mig ud i. Jeg tror at vi fiskede. Han havde den for at kunne skære tagrør i fjorden. Dette var en af hans bibeskæftigelser en anden var at lave sivsko. Jeg husker den varme og bløde fornemmelse af disse.