Anden tur rundt om Venø i kajak
Hedebølgen er over os - temperaturer hver dag på 30 grader eller mere.
Sammen med 4 andre fra klubben startede jeg ud i morges kl 06:20. Efter kun 3 km, hvor vi nåede til færgelejet, så vi den første sæl. På det sted har jeg været mange gange, men aldrig set sæl før. Kan det være det tidlige tidspunkt?
Det var en dejlig morgen. Sol - men ikke for varmt endnu. Det blæste svagt fra syd-øst, men der var ikke det store i bølger op langs østkysten.
Oppe ved nord-spidsen mødte vi to havkajak-roere. Heldigt for os lå de stille for at følge en sæl - ellers havde vi måske overset den. Så snart vi var ude af fuglereservatet gik vi i land og fik madpakken ved et bord med bænke, der er placeret på et sted med en flot udsigt ind over reservatet mod øst. Dette sted er og ret præcist midtvejs på de 25 km.
Herfra var der en flot tur hjem i meget roligt vand.
Godt hjemme i klubben var det blevet ganske varmt - det var godt vi ikke kom senere afsted.