søndag, februar 20, 2005

Skøjtebanen i Struer perfekt i dag i sol

Jeg var i dag en tur på skøjtebanen i et dejligt solskin og så midt på dagen, hvor solen har nogen magt nu.
Det ledte tanken hen på den skiferie, vi ikke kommer på i år.

Det er synd, at der ikke er flere mennesker, der benytter banen. Jeg talte maksimalt 6 personer på isen på samme tid.
Måske har de problemer banen har i varmt vejr og den dårlig omtale, man har kunnet læse i lokalavisen, gjort at folk ikke regner med at man kan få i god skøjteoplevelse i Struer.

fredag, februar 18, 2005

En feriedag med tid til at skrive om briller og æg

Jeg har en vinterferiedag i dag.
Det er vist også på tide at holde lidt fri. Nu bliver det heller ikke bedre af jeg næsten var syg i går. Ikke rigtig syg men heller ikke helt oplagt og jeg kunne stik mod sædvane ikke spise op, da vi fra arbejde tradtionen tro var på pizzaria til frokost sidste dag i ugen.

I forgårs skete der to historiske ting. Jeg fik briller, rigtige briller, ikke kun læsebriller, som jeg har haft de sidste 3 år.
Og hønsene, vi fik sidste efterår, lagde deres første æg. Det må være al det lys, der er i disse dage med sne og klart vejr.

Det går fremad med at lære at bruge brillerne. Jeg hentede dem på vej til arbejde onsdag efter frokost og den eftermiddag var noget besværlig. Jeg kunne ikke rigtigt se på folk, da jeg ikke kunne komme af med vanen med at se over brillerne. Og jeg kunne ikke rigtigt få hovedet til at bevæge sig så jeg kunne læse på skærm og papir.
Men det er vel ligesom at lære at køre cykel - hjernen skal blot have lidt træning.

søndag, februar 13, 2005

Snestorm

Det blev til sne over Danmark, men vi gennemførte vore familiebesøg. Besøgene strakte sig over Sdr. Omme, Jelling og Sevel Kro. Og uden anden ulempe end at det gik lidt langsomt.

fredag, februar 11, 2005

Briller

Jeg har nu endelig overgivet mig. Jeg skal have briller, jeg kan bruge hele tiden. Nu har jeg læsebriller og dem er jeg blevet alt for afhængige af. Det er 3 år siden jeg måtte overgive mig og få læsebriller. Nu er tiden så kommet til fuldtidsbriller.
I sidste uge fik jeg valgt stel, hvilket ikke er helt let. Og i dag skulle jeg så have haft dem, men der var et problem med at få leveret stellet. Så det er udskudt til næste uge. Jeg havde ellers set frem til at kunne vænne mig til det her i weekenden.
Weekenden skal gå med familiebesøg, hvilket giver en del bilkørsel. Så nu håber jeg ikke at det bliver for besværligt med den sne, der er meldt.
Ja det er blevet vintervejr. Sidste søndag var vi da også lige på isen lidt sent på eftermiddagen efter en fastelavnsfest. Vi havde Malthe med på et par lånte skøjter. Begejstringen fejlede ikke noget, men det var for sent på dagen til at han kunne koncentrere sig om at lære noget.